Historie

Da jeg altid synes, det er ret sjovt at høre, hvordan andre hundefolk egentlig startede deres ”karriere”, vil jeg også starte helt fra begyndelsen. Som jeg ofte siger til nye hvalpekøbere: Vi er alle startet på et tidspunkt på et mere eller mindre tilfældigt grundlag – de færreste har nok første gang henvendt sig til en opdrætter, fordi de ville købe en hund til udstilling og avl! Selv var jeg heller ikke nogen undtagelse:   Jeg købte min første hvalp (tæve), 8 uger gammel i 1986 fra kennel Paka uden at

ane, hvad det senere skulle føre med sig. Egentlig var det rent held, at det blev en hund med DKK-stambog, for jeg var på helt bar bund og ikke ret gammel, bare 21 år.  Heldigvis var det også Schæferhundeklubben for Danmark (kreds 6), jeg startede i, så de rigtige muligheder var til stede for hunden og mig: Det var en fantastisk hund, syntes jeg: Tænderne var OK og hofterne B1. Hun var stor og lidt lys, men fik som regel højeste prædikat (SG) på udstillinger, bortset fra når jeg ikke havde styr nok på foderstanden, så hun blev for tyk. Det gik også fint med uddannelsen: Aflagde nogle SLP 1 ´ere, SLP 2, BHP 1 og var klar til BHP 2 og AK, da det ulykkeligste i min ”hundehistorie” skete – hun blev kørt over af en bil, ikke engang to år gammel! En ny hund skulle der til, og det kunne ikke gå stærkt nok. Det var helt naturligt igen at henvende mig til Poul Schmøkel, Kennel Paka, som heldigvis havde en tævehvalp til mig. Den fik desværre parvovirus efter 8 dage hos mig. Jeg boede i København på det tidspunkt, og der var faktisk erklæret epidemi i radioen. Det var en frygtelig omgang, hvor hvalpen var indlagt 8 dage på dyrehospital. Jeg måtte højst ringe to gange om dagen, og de første 6 dage kunne man ikke for-

tælle mig, om hun ville overleve. Hold fast,  hvor var hun svækket,  da jeg  hentede hende og sikken en dyrlægeregning! Men lykkelig var jeg jo over, at det gik. Hun blev nu ikke så god at arbejde med som den første – dumpede til sin avlskåring – så jeg bestemte sammen med Poul at sælge hende.

”Fra da af blev jeg mere målrettet, og jeg var nysgerrig og videbegærlig, hvilket fik mig til at søge hos forskellige tyske kenneler efter arbejde. Det var i 1990, hvor det kunne passe at være væk sommeren over, indtil jeg skulle starte på læreruddannelsen i Haderslev, hvor jeg i mellemtiden var flyttet til. Et lille halvt år blev det til hos kennel "von der Kahler Heide” i nærheden af Frankfurt. Det var et lærerigt ophold i omgivelser, hvor ALT drejede sig om hund. Især på det motions- og udstillingsmæssige område lærte jeg meget, som jeg senere har haft gavn af. 

For at fremskynde historien lidt:  Efter 1990 har jeg ejet og uddannet en hel del hunde og haft flere kuld liggende i kennel Paka´s navn, indtil jeg i 1996 officielt kom til at stå som medindehaver af kennelnavnet ”Paka.” Her opdrættede Poul og jeg i alt 19 kuld. Fra og med maj 2003 har jeg haft mit eget navn, kennel Team Paka´s – dette i fuld fordragelighed med Poul, og der vil sikkert også fremover foregå udveksling af avlsmateriale mellem os. 

Det  er klart, at de mange års samarbejde med Poul Schmøkel, der havde masser af erfaring med schæferhunde og opdræt, har været en stor fordel. Den dialog, der var og er mellem os, er utrolig vigtig, ligesom menings- og erfaringsudveksling med andre dygtige opdrættere altid har været og er meget inspirerende - man bliver nemlig aldrig ”færdiguddannet” som opdrætter. Men bevidstheden om, hvad man vil prioritere i sit opdræt, bliver nok mere klar med årene: Et smukt typebillede så tæt på racestandarden som muligt i kombination med en god almen sundhed, en afbalanceret psyke samt anlæg og lyst til at arbejde indenfor klubbens prøve- og avlskåringssystem.